Gå til hovedindhold

Torveporten 2
2500 Valby

CVR. 25652991
Tlf.: 8888 7600

Inspiration

Inspiration til træning for børn og forældre

Hverdagen er vendt på hovedet for de fleste børnefamilier, og det kræver både planlægning og opfindsomhed at holde kedsomheden og kaosset på afstand. Få gode råd fra familievejleder Lola Jensen samt tre træningsøvelser for hele familien.

Af Camilla Boyhus Madsen

Uanset om du er eliteatlet eller småbørnsforælder, så er struktur og skemalægning grundlæggende for at man når de mål, man har sat sig – uanset om målet er OL-guld eller ro ved aftensmaden. 

I en tid hvor forældre og børn er hjemme sammen alle døgnets timer, og ingenting er som det plejer, kan det være en udfordring at få en ny hverdag op at stå. Nøglen til at lykkes med det er – ifølge familievejleder gennem 35 år, Lola Jensen – kort og godt: Rutiner og struktur.

En kaptajn på skibet

”I denne tid får mange forældre mærket, hvor vigtigt det er, at der er en kaptajn på skibet. Læg derfor et dagsprogram, hvor man for eksempel arbejder med skoleting i to timer, så en idrætstime, lidt tablet-tid og så lege i haven eller bevæge sig på anden vis. Man er nødt til at programsætte hverdagen”, siger Lola Jensen.  

Hun gør også opmærksom på, at bevægelse og motion er afgørende, hvis ikke hele familien skal gå rundt som løver i et bur. Men hun ved også, at børns reaktion på forældrenes forslag om motion ofte er et tvært det-gider-jeg-altså-ikke-svar. Her gælder det om at holde fast i den sidste flig af standhaftighed og tålmodighed, som måske er blevet en anelse tyndslidt det sidste stykke tid. 

”Forældrene skal tro på, at selvom børnene ikke gider at være med til at bevæge sig i første omgang, eller måske endda i 5. eller 6. forsøg, så kommer de med i 7. forsøg. På et tidspunkt kan de se idéen i at lave motion sammen. Lad være med at være for ambitiøs. Vær glad for det du præsterer, i stedet for at irritere dig over det du ikke kan. For nu er hverdagen helt anderledes” siger Lola Jensen.   

Træning for hele familien

Det vigtigste, hvis børn og forældre skal træne sammen, er selvfølgelig, at børnene skal synes det er sjovt. Ellers er projektet dødsdømt fra start. Personlig træner Sandra Lykke understreger, at når man træner med børn skal man huske på, at det skal ske på deres præmisser. Realistisk set skal fælles træning derfor maksimalt vare 20 minutter, og øvelserne skal helst være nogle, hvor børnene stimuleres og inddrages. 

Men optimalt set skal forældrene også få noget ud af træningen. 

”Træning med børn skal være så effektiv som mulig, og det opnår man bedst, når der er meget muskelaktivitet i hver øvelse. Bevægelserne skal både udføres oppe og nede, med høj fart på og i yderstillinger. Og så er det godt for både børn og voksne at blive mindet om alle de sjove ting, som kroppen kan”, siger Sandra Lykke. 

I videoerne herunder viser Sandra Lykke med sine to børn øvelser, som er for både store og små. 

Det kan kræve både tilløb og tungt arbejde at indføre familietræning. Men Lola Jensen påpeger, at en krisetid, som den vi står i nu, kan være en mulighed for at lave nogle andre aktiviteter end man plejer.

”Hvis man får bevægelse ind i familiens daglige struktur, så vil man opleve at få en masse gode fælles oplevelser, som styrker familiesammenholdet. Det giver mulighed for et anderledes fællesskab i familien. Til daglig mangler vi åndehuller til at lave fælles aktiviteter, og det har man mulighed for nu”,  siger Lola Jensen.   
 

Fakta

Lola Jensen er familievejleder med 35 års erfaring. Hun er kendt fra Go' Morgen Danmark, hvor hun har uddelt gode råd til børnefamilier. Hun er forfatter til flere bøger, blandt andet "Må vi så få ro" og "Den store Far, Mor og Børn-håndbog". Derudover har hun sin egen app med brevkassesvar, vejledningsforløb og inspiration. Se mere her