Gå til hovedindhold

Medlemsbetingelser for personlig træning

Læs om betingelserne for personlig træning herunder. Du har som medlem i PureGym mulighed for personlig træning i udvalgte centre ved køb af et personlig træningsforløb. 

PERSONLIG TRÆNING

Et personligt træningsforløb (PT forløb) dækker over træningssessioner med en personlig træner, herunder løbende sparring, coaching samt individuel tilpasning af træningsøvelser og træningsplan samt evt. kostplan og -vejledning.

Der findes flere former for PT forløb i PureGym:

  1. Temabaserede PT forløb hvor det overordnede tema er defineret inden, at du mødes med din træner som f.eks. vores Get Started forløb (se vores Get Started forløb her). Selvom temaet er defineret på forhånd, vil et forløb altid have fokus på dig som person, og indholdet vil stadig blive tilpasset til dig. Vær opmærksom på, at det ikke er alle vores personlige trænere, som tilbyder temabaserede PT forløb. 
     
  2. PT forløb som ikke har et overordnet tema. Her sætter du, sammen med din personlige træner, selv temaet for forløbet ud fra dine ønsker og behov. Du vælger dit forløb ud fra hvor mange træningssessioner, som du ønsker om ugen med din personlige træner og hvor mange uger, som du ønsker at forløbet skal vare. En træningssession har en varighed á 50 minutter. Vær opmærksom på, at PT forløb har forskellig gyldighedsperiode. Nedenfor kan du se de forskellige muligheder, der er for et PT-Forløb samt priser og gyldighedsperiode for forløbene.
     
  3. Small Group PT forløb, som er et forløb hvor I er flere som træner sammen i en gruppe med en personlig træner. Hør nærmere omkring Small Group priser og betingelser i dit lokale center.

Personlig traening - sessioner - priser - medlemsbetingelser - fitness world

BOOKE TID HOS EN TRÆNER OG AFBUDSPOLITIK

Når du har købt et PT forløb, skal du booke tid hos en træner i dit lokale center.

Vær opmærksom på, at PureGym ikke kan garantere, at du kan få den samme personlige træner gennem hele dit forløb, og at der kan forekomme tilfælde, hvor den personlige træner er nødsaget til af aflyse en træningssession. I tilfælde heraf vil du modtage information omkring den enkelte aflysning via den e-mail, som du har opgivet til PureGym. PureGym yder ikke kompensation i dette tilfælde, men du kan med det samme booke en ny tid til afholdelse af jeres træningssession, ved at kontakte den personlige træner.

Hvis du bliver nødsaget til at melde afbud til en træningssession, skal du melde afbud og annullere sessionen, ved at kontakte den personlige træner. Afbuddet skal ske senest 24 timer inden den planlagte session ellers vil sessionen anses som værende brugt, og kan ikke refunderes eller afholdes senere.

BETALINGSLØSNINGER FOR PERSONLIG TRÆNING

Du kan betale PT forløb direkte i vores centre, hvor den fulde betaling sker med det samme. PureGym tilbyder udover den kontante løsning også betalingsløsning i samarbejde med Express Bank.

BETALINGSLØSNING VIA EXPRESS BANK

PureGym tilbyder i samarbejde med Express Bank en finansieringsløsning til køb af et PT forløb, som er helt uden ekstra omkostninger for dig som medlem (dvs. ingen ekstra gebyrer, renter, udbetaling etc.). Vi gør opmærksom på, at betalingen via Express Bank er underlagt Express Banks særskilte vilkår, som du som medlem får oplyst direkte af Express Bank i forbindelse med oprettelse af finansieringen. Express Bank er selvstændig dataansvarlig.

Antallet af betalinger via Express Bank spænder over 6, 12 eller 24 måneder. Betaling pr. måned, hvis denne skal være uden ekstra gebyrer, renter etc. forudsætter automatisk kortbetaling, og at lånebeløbet er min. 2.300 kr. Ansøgning om betaling via Express Bank skal ske via et særskilt link, som leveres af den personlige træner efter indgåelsen af en personlig træneraftale. Til oprettelsen af en Express Bank aftale benyttes dit MitID. Du har 30 dages fortrydelsesret på kreditaftalen, som ydes via Express Bank.

Hvis du sætter dit PureGym medlemskab eller personlige træningsforløb på pause vil din særskilte aftale med Express Bank fortsætte uændret. Ligeledes påvirker en eventuel opsigelse af dit medlemskab i PureGym ikke din aftale med Express Bank, hvorfor denne fortsætter uændret. Det er muligt, at en anden person kan optage en låneaftale på dine vegne.

ÆNDRING, GYLDIGHED, PAUSE OG OPSIGELSE AF FORLØB

Når du har aftalt et PT forløb med en personlig træner, kan du efter ønske ændre antallet af sessioner om ugen. Vær opmærksom på, at hvis antallet af sessioner pr. uge justeres, vil det påvirke PT forløbets længde og gyldighedsperiode. Hvis sessionerne ikke afholdes inden for den angivne gyldighedsperiode, så vil disse anses som værende brugt, og kan ikke refunderes eller afholdes senere.

PT forløb har varierende gyldighedsperioder afhængig af, hvilket PT forløb du køber. Gyldighedsperioden starter fra første afholde session, og selve forløbet skal være afviklet inden for et 1 år fra købsdatoen. Det er muligt mod et gebyr at forlænge gyldighedsperioden af et PT forløb med 12 uger via Mit PureGym. Forlængelsen af et PT forløb vil ikke ændre på det oprindelige antal af købte sessioner, men blot forlænge den tid, som du har til at afholde dem i (gyldighedsperioden). Du kan forlænge dit PT forløb så mange gange, du ønsker det, men der opkræves et nyt gebyr hver gang. Vær opmærksom på, at det kun muligt at forlænge aktive forløb dvs. er forløbet ikke længere gyldigt, kan det ikke forlænges. 

Et PT forløb kan ikke sættes på pause, men skal afholdes inden for PT forløbets gyldighedsperiode. Du kan se de enkelte PT forløb og deres gyldighedsperiode i oversigten ovenfor.

Ønsker du at stoppe et PT forløb, skal du henvende dig personligt til din personlige træner. Har du sessioner tilbage i dit PT forløb, forbliver de på din profil og kan anvendes en anden gang inden for PT forløbets gyldighedsperiode. Resterende sessioner kan også overdrages til et andet aktivt medlem i PureGym, hvis du ønsker det. Er sessionerne på PT forløbet købt på ratebetaling, er det fortsat dig som køber, der hæfter for betalingen.

FORTRYDELSESRET OG REFUNDERING

Har du købt et PT forløb, kan du fortryde dit køb i op til 30 dage fra købsdatoen, såfremt PT forløbet er ubrugt. Er der brugt sessioner fra PT forløbet, kan købet ikke refunderes. Du kan overdrage resterende sessioner fra dit PT forløb til et andet aktivt medlem i PureGym, hvis du ønsker det – dette sker ved henvendelse til din personlige træner. Er sessionerne på PT forløbet købt på ratebetaling, er det fortsat dig som køber, der hæfter for betalingen.

ÆNDRING, PAUSE OG AFBUD

Når du har aftalt et forløb med en personlig træner, kan du efter ønske ændre antallet af sessioner om ugen, samt indlægge en pause i forløbet med 7 dages varsel til træneren.

Er du nødt til at melde afbud til en personlig træningssession, skal du henvende dig pr. telefon til din personlige træner senest 24 timer inden den planlagte tid ellers opkræves du fuld betaling for sessionen.

OPSIGELSE AF FORLØB

Ønsker du at stoppe et personlig træningsforløb skal du henvende dig personligt til din nuværende træner. Har du klip tilbage på et klippekort, forbliver de på din profil og kan anvendes en anden gang inden for gyldighedsperioden gældende fra købsdatoen. Resterende personlig træningsklip kan også overdrages til et andet aktivt medlem, hvis du ønsker det. Er klippene købt på ratebetaling, er det fortsat dig som køber, der hæfter for betalingen.

GYLDIGHED, FORTRYDELSESRET OG REFUNDERING

Har du købt et klippekort til personlig træning, kan du fortryde dit køb inden for 30 dage fra købsdatoen, såfremt klippekortet er ubrugt. Er der trukket klip fra klippekortet, kan købet ikke refunderes. Du kan overdrage resterende klip til et andet aktivt medlem hos PureGym ved henvendelse til din nuværende træner. Har du købt klippene på ratebetaling, er det fortsat dig som køber, der hæfter for betalingen.

Klippekort til personlig træning har en gyldighedsperiode på 12 måneder fra købsdato, og gyldighedsperioden kan ikke forlænges.