Gå til hovedindhold

Torveporten 2
2500 Valby

CVR. 25652991
Tlf.: 8888 7600

PRESSE

Al henvendelse foregår via pressemailen pr@dk.fitnessworld.com.

 

11. oktober 2022

Fitness World bliver til PureGym

Fitness World skifter navn til PureGym

Danske Fitness World skifter navn til PureGym. Samtidig investerer det britiske selskab bag den danske fitness-kæde et større tre-cifret millionbeløb de kommende tre år i at renovere Fitness Worlds centre. Det fortæller Fitness Worlds danske direktør Morten Bentzen.

”Til foråret vil vores hjemmeside, app og Fitness World-profiler på de sociale medier skifte til PureGym. Men inden da vil vi gøre os klar til navneskiftet ved at påbegynde maling og opdatering af centre, hvor det er nødvendigt, ligesom vi vil udskifte logoer og skilte. Vi vil nok ikke være 100 pct færdige med alle 169 centre til foråret, men vores ambition er høj. Samlet set skal denne opdatering af vores centre sikre den gode medlemsoplevelse frem til at vores renoveringsprogram er gennemført om ca. 3 år.” siger Morten Bentzen.

Han kalder det et af fitness-kædens største skridt, der nu bliver taget.
”Fitness World er med sine 169 centre Danmarks største fitnesskæde. Den position er vi stolte af, og den skal vi holde fast i. Men det kræver også, at vi tilbyder de bedste træningsfaciliteter, en super service og en atmosfære, der overrasker vores medlemmer positivt. Kort sagt skal vi blive ved med at forbedre vores produkt og være danskernes foretrukne fitnessvalg,” siger Morten Bentzen.

 

Solid økonomisk indsprøjtning
Han forklarer, at den solide økonomiske indsprøjtning skal være med til at styrke PureGyms rolle som markedsleder og understøtte ambitionen om at gå forrest for folkesundheden og danskernes motionsvaner. Det skal ske ved at tilbyde de bedste træningsmuligheder og inspirere til en aktiv livsstil. Samtidig ønsker fitnesskæden at vinde nogle af de medlemmer tilbage, som er mistet under coronakrisen – særligt medlemmer i +35-årsalderen. 

”Helt konkret vil vi bl.a. investere penge i renovering af vores centre, nye udstyrspakker, bedre digital medlemsoplevelse og et ledelsesmæssigt løft til centrene i form af gym-managers, som allerede er godt på plads. Vi har mange flotte centre og gode udstyrspakker, men det er ingen hemmelighed, at nogle centre ikke lever op til den kvalitet, som vi gerne vil tilbyde vores kunder. Det kan vi nu handle på og gøre bedre,” siger Morten Bentzen.

Han forklarer, at det ikke kun handler om medlemmerne. Det handler også om medarbejderne, som hver dag yder en stor indsats for netop at skabe de gode oplevelser for medlemmerne. 

”Det glæder os, at vi som en del af Europas 2. største fitnessoperatør, kan udveksle erfaringer og oplevelser med centre i mange lande. Det er afgjort med til at styrke vores medarbejderes faglighed, vores forretning og vil give en masse indsigter og læring fra vores internationale kollegaer. På den måde kan vi alle drage fordele af at blive en del af den store PureGym-familie.” siger Morten Bentzen.
 

 


Fitness World Logo


Fitness World logo
Download her

PRESSE: OM FITNESS WORLD

I 2005 åbnede vi vores første fitnesscenter på Gasværksvej i København med henblik på at udfordre det dyre danske fitnessmarked på både pris, kvalitet, effektivitet og udvalg. Fitness World var de første til at eliminere den lange bindingsperiode på seks måneder, som var standarden i Danmark. Det blev hurtigt klart, at modellen var populær hos danskerne, hvilket førte til, at vi åbnede mange flere fitnesscentre de kommende år. 

I dag, mere end 15 år senere, har vi knap 170 centre i Danmark og beskæftiger i omegnen af 4.000 holdinstruktører, personlige trænere, kostvejledere og centermedarbejdere. De sørger for, at næsten en halv million danskere, hver eneste dag kan træne og motionere.

Taktikken med at åbne så mange centre, er uden tvivl en af de primære årsager til, at Fitness World i dag er blevet den absolut mest foretrukne fitnesskæde i Danmark. Foruden, at der altid ligger et center i nærheden af, hvor du bor, arbejder eller opholder dig, så gør størrelsen det også muligt for os at tilbyde et langt bredere holdudbud, nogle langt federe faciliteter og en meget længere række medlemsfordele end vores konkurrenter.